Danrobotics bliver ny platinpartner i FHK

I Fredericia Håndboldklub er vi stolte af at kunne præsentere Danrobotics som ny partner. Som en af Danmarks førende eksperter inden for robotteknologi og automatisering indgår Danrobotics et toårigt platinpartnerskab med FHK.
– Vi er to ambitiøse aktører, der begge arbejder målrettet for at skabe udvikling og resultater indenfor hver vores felt. Danrobotics leverer innovative robotløsninger til industrien og er kendt for at løse komplekse opgaver med fokus på at skabe værdi og styrke konkurrenceevnen hos deres kunder, forklarer Christian Runge Fris, kommerciel chef i FHK.
Gennem aftalen får Danrobotics en tydelig plads i klubbens aktiviteter og er med til at styrke det fælles fundament, vi bygger klubben på.
– Vi er stolte over at kunne støtte Fredericia Håndboldklub og være en del af det stærke fællesskab, klubben repræsenterer. FHK har en tilgang til sporten, der matcher vores egne værdier – dedikation, samarbejde og konstant udvikling. Som sponsor ønsker vi ikke blot at sætte vores Danrobotics-logo på klubben, men at stå på sidelinjen og bakke op – både i medgang og modgang. Vi glæder os til at være en aktiv del af rejsen og udviklingen sammen med FHK, siger Kim Koertsen, direktør i Danrobotics.
Den form for engagement og nærvær, som Danrobotics kommer med, er noget, vi sætter stor pris på. Når vores partnere går ind i et samarbejde med lysten til at tage del og bidrage, skaber det ikke bare værdi for klubben – det løfter hele fællesskabet. Danrobotics går til det med både hjerte og retning, og det glæder vi os til at bygge videre på.
Jeg er stolt over at byde Danrobotics velkommen som partner i FHK. Deres engagement i innovation og kvalitet matcher vores egne værdier, og hele teamet i Middelfart er dedikerede til altid at finde løsninger for deres kunder. Vi glæder os til et stærkt partnerskab, hvor vi sammen kan løfte sporten på tværs af Lillebælt, fortæller Christian Runge Fris, kommerciel chef i FHK.
Aftalen løber over de næste to sæsoner og er et godt eksempel på, hvordan vi i FHK arbejder for at udvikle klubben gennem stærke, længerevarende og involverende partnerskaber, både sportsligt og kommercielt.