Akademispiller debuterer for ligaholdet
I fredags drog vi mod Randers, da vi trådte ind i pokalturneringens 5. runde, hvor modstanderen var Randers HH. Udover den sædvanlige trup, var der også en mulig debutant med bussen.
Julius Vind Poulsen er fra Køge, men kom sidste år til akademiet i FHK for at udvikle sig håndboldmæssigt. Vores unge højre fløj, som fylder 19 år til april, tørner primært ud for vores U19 Liga og 2. division herrer. Fredag eftermiddag kunne han så få sin debut for vores ligaherrer mod 3. divisionsholdet fra Randers HH.
Det skulle vise sig at være en overkommelig opgave mod hjemmeholdet, hvor vi hurtigt er foran med cifrene 4-14 og 5-21. efter omkring 20 minutters spil, sender Cheftræner, Gudmundur Gudmundsson så netop vores unge talent på banen til sin debut. Julius kvitterer med 4 scoringer i vores storsejr på 14-44, der sender os videre til næste runde i pokalturneringen.
Vi har taget en snak med Julius omkring sin debut for ligaholdet.
Hvordan var det at få debut for ligaholdet i pokalkampen mod Randers HH?
Det var virkelig fedt at få debut, det har jeg set meget frem til. Det blev også til en del mere spilletid end jeg havde turde håbe på, så jeg er rigtig glad for at få en del minutter på banen i min første kamp på holdet.
Du er jo stadig ”kun” 18 år gammel, men har fredagens debut styrket dit ambitionsniveau for at blive en fast del af ligaholdet?
Ja 100%. Jeg vil rigtig gerne blive en fast del af det her hold. Heldigvis er jeg også med til træningspassene en gang i mellem og det føler jeg giver mig meget håndboldmæssigt, hvor jeg synes jeg har udviklet mig rigtig meget over den seneste periode.
Julius er en del af Fredericia Håndboldklubs Akademi og går til dagligt i 2.g på handelsskolen.
Stort tillykke med debuten Julius
//FHK