Tidligere landsholdsspiller hjælper i FHK…
Vores 2.divisions ligger i øjeblikket på en flot 3. plads. I forårets kampe har de fået fornem hjælp, i form af den tidligere landsholdsspiller Trine Troelsen. Trine Troelsen, der fra 2006-2014 spillede 138 kampe for det danske kvindelandshold, og som har været en profil for både FC Midtjylland og Silkeborg-Voel Håndbold, hjælper i en halvsæson vores 2.divisions damer. Selv udtaler hun…
”Jeg kender Daniel (træner), og har spillet sammen med hans frue. Jeg tror de manglede lidt spillere, og så spurgte de mig om jeg havde lyst til at hjælpe sæsonen ud, og det havde jeg lyst til. Nu har jeg ikke spillet håndbold i 2,5 år, men nu var det egentligt et ”OK” tidspunkt at være lidt med, og nu har jeg spillet et par kampe”
Kvag sin store erfaring og unge alder har Trine en masse hun kan bidrage med. I en rygsæk fyldt med oplevelser på klub- og landsplan gemmer der sig en ballast, som kun de færreste håndboldspillere opnår.
”Jeg har jo prøvet rigtigt meget. Derudover har jeg fået to børn, en masse ro og så er jeg blevet efterskolelærer. Der er rigtigt mange unge på holdet, så det med at kunne give noget ro, og være der for dem er fedt. Det med at kunne give noget videre, og være den figur man kan kigge over på”
Især det med at få børn fylder meget, når Trine igen betræder håndboldbanen…
”Man modnes jo, man oplever mange ting og prøver mange ting. Når man får børn, sker der meget mentalt, hvor man oplever tingene anderledes, og agerer anderledes”
Som udgangspunkt fortsætter Trine ikke efter sæsonen. Hun har 100% fokus på sin familie, og har ikke planer om at genoptage den store karriere. Men tiden som professionel vil hun ikke være foruden, og det var generelt en fantastisk tid.
”Det var jo en fantastisk tid! Når man sådan tænker tilbage, og snakker med folk om det, så har man været sindssygt privilegeret at kunne leve af sin hobby. Jeg elsker at spille håndbold, og jeg elskede at gøre det hver eneste dag. Du får et unikt sammenhold i sådan en klub. Du er i lidt i en boble, hvilket gør det svært at stoppe, fordi ”hvem er jeg egentligt?”. Det er unikt!”
Et er at spille håndbold på topplan, noget andet er at kunne repræsentere sit land. Med 132 kampe for Danmark og ca. 340 mål, så ved Trine om nogen, hvad det vil sige at repræsentere Danmark.
”Bare du nævner landsholdet, så får jeg kuldegysninger! Nogle gange gad jeg godt at have haft de tanker jeg har nu, med der. Men igen, altså det er fantastisk og kæmpe stort. Samtidigt var det et kæmpe pres, hvor 12.000 mennesker på hjemmebane gav det vildeste kick. Men når kampen går i gang, giver det sig selv, men det fandme unik, det må jeg bare sige!”
Når snakke falder på at give noget videre, så har Trine et godt råde til de unge piger, der drømmer om at stå på den store scene, som hun gjorde.
”Det er bare vigtigt at det skal være sjovt! Det skal være en blanding af seriøsitet, koncentration og sjov. Mit bedste eksempel er min gamle træner Helle Thomsen, som virkeligt formåede at finde balancen. Man skal sgu huske at leve, fordi man går jo all-in, så det er vigtigt at det er sjovt”
Trine fortæller endvidere at hendes klart største håndboldoplevelse var OL. Det kan ikke sammenlignes med noget andet, og er en oplevelse der altid vile være skattet højt.
Du kan se Trine Troelsen i aktion, når 2. divisions damer spiller og træner.
Foto: TV2 Sport Danmark
//FHK