Vigtig sejr efter tæt opgør mod Skjern
I går aftes sikrede vi os en sejr over Skjern efter en intens og jævnbyrdig kamp.
Første halvleg begyndte målfattigt, og begge hold kæmpede med at finde vej til målet. Stillingen var tæt, indtil gæsterne trak fra os efter 12 minutter, hvor Noah Gaudin scorede til 4-7 og kort efter til 4-8. Efter en timeout af Gudmundur Gudmundsson i det 15. minut fik vi kæmpet os tilbage, og Jonas Kruse reducerede til 7-8. Med kun 4 sekunder tilbage af halvlegen scorede Reinier Taboada, og vi gik dermed til pause bagud 11-12.
Anden halvleg forblev tæt, og med 15 minutter igen bragte Skjern sig foran 19-21 på et mål af Emil Bergholt. Torsten Fries i målet blev dog afgørende med en redningsprocent på 40 %. Med 7 minutter tilbage udlignede Kasper Young til 25-25, hvorefter Anders Martinusen øgede føringen til 27-25. Vi holdt fast, og trods en scoring af gæsternes Bjarke Christensen i sidste sekund, vandt vi 29-28.
Cheftræner Gudmundur Gudmundsson udtalte efter kampen:
“De kommer foran i første halvleg, men vi justerer og scorer afgørende kontramål, der bringer os tættere på. I anden halvleg dækker vi godt op, men har nogle faser med for mange tekniske fejl. Skjern spiller et rigtig godt 7 mod 6 spil, som udfordrer os. Vi tager dog nogle vigtige beslutninger i anden halvleg og en af dem var at gå i 7 mod 6 på det rigtige tidspunkt. Det var en virkelig vigtig sejr med det kampprogram vi har. Jeg er meget stolt af holdet!”
Kampens målscorere: Anders Martinusen 10, Reinier Taboada 5, William Moberg 4, Evgeni Pevnov 3, Sebastian Henneberg 2, Martin Bisgaard 2, Einar Olafsson 1, Jonas Kruse 1, Kasper Young 1.
Næste kæmp spilles på torsdag i Jyske Bank Arena, hvor vi tager i mod Sporting CP med kampstart 18.45. Herefter går det løs mod Aalborg i Middelfart Sparekasse Arena på lørdag klokken 16.00. Har du endnu ikke sikret dig billet til de to opgør? Så kan du gøre det lige her.
// FHK