Stregspiller Freja Thor Ammidtsbøl skifter til Fredericia Håndboldklub
Fredericia Håndboldklub kan med glæde i dag fortælle, at stregspiller Freja Thor Ammidtsbøl trækker den røde FHK-trøje over hovedet i den nye sæson.
Cheftræner Mikael Jensen glæder sig over tilgangen på stregen:
”Vi er rigtig glade for at kunne tilknytte Freja til vores trup. Hun gjorde et stærkt indtryk under sommertræningen, hvor hun hurtigt viste, at hun har de kvaliteter og den indstilling, vi gerne vil have i vores miljø.”
Han ser et spændende potentiale i den unge stregspiller, der med sin fysik kan give holdet flere muligheder i begge ender af banen:
”Freja har nogle spændende fysiske forudsætninger, som giver os flere muligheder i både forsvars- og angrebsspillet. Med sin fysik og størrelse fylder hun godt i det defensive arbejde, og samtidig har hun en god spilforståelse, der gør hende i stand til at træffe de rigtige beslutninger på banen. Hun er ambitiøs, ærgerrig og arbejder målrettet med sin udvikling, og vi ser frem til at hjælpe hende med at tage de næste skridt i FHK.”
Freja Thor Ammidtsbøl glæder sig til at blive en del af FHK og udvikle sig som spiller:
”Jeg har valgt at spille i Fredericia, da jeg efter nogle prøvetræninger har fået et rigtig godt indtryk af klubben og pigerne. Det er især klubbens gode setup og det seriøse træningsmiljø, der har gjort mig sikker på, at Fredericia er den helt rigtige klub for mig og min udvikling som spiller. Nu glæder jeg mig til at komme tilbage i hallen og lære pigerne endnu bedre at kende.”
//FHK