Sikker sejr over Nordsjælland i søndagens opgør

Nordsjælland blev sendt retur uden point, og vi sikrede os dermed de to point i søndagens opgør, der endte med en sikker sejr på 32-23.

Vi åbnede kampen forrygende, hvor gæsternes tekniske fejl og en stærk indsats fra Thorsten Fries i målet lagde fundamentet for en tidlig føring. Efter 15 minutter kunne Anders Martinusen hamre bolden i nettet og bringe os foran 8-2. Desværre mistede vi momentum, da vi selv begyndte at lave tekniske fejl, som gæsterne hurtigt udnyttede til at reducere stillingen til 10-8 med tre minutter tilbage af første halvleg. Et straffemål fra Arnor Vidarsson og en vigtig redning fra Thorsten Fries sikrede os dog en pauseføring på 11-8.

Vi fik en svær start på anden halvleg, hvor Nordsjælland kæmpede sig tilbage og hurtigt udlignede til 11-11 efter to minutters spil. Men endnu en stærk redning af Thorsten Fries og et par tekniske fejl fra gæsterne gav os muligheden for igen at trække fra, og det udnyttede vi, da Reinier Taboada bragte os foran 16-13. Derfra kontrollerede vi kampen og spillede os til en overbevisende sejr, hjulpet godt på vej af en storspillende Thorsten Fries i målet, der endte med en imponerende redningsprocent på 45,5 %. Vi vandt kampen 32-23 og sendte dermed Nordsjælland tomhændede hjem.

Cheftræner Gudmundur Gudmundsson indledte sin udtalelse efter kampen med stor ros til fans og tilskuere:

“Jeg vil gerne sige mange tak for, at I var til stede her i hallen sammen med os. Det betyder utroligt meget hver gang. Det er den bedste hjemmebane i Europa, det vil jeg bare sige! Der er så meget hjerte og sjæl i det, og det mærker vi. Vi er meget taknemmelige for det.”

Cheftræneren udtalte om kampen:

“Vi startede fantastisk, og jeg synes, at forsvaret stod virkelig godt, og Thorsten stod fantastisk i målet. Men vi bliver nødt til at kigge på, at vi laver for mange tekniske fejl i kampen og dem skal vi have reduceret. Det er uden tvivl noget, vi som hold skal have løst. Vi havde perioder, hvor vi var udfordrede i angrebet, men vi kom stærkt igen i anden halvleg og spillede os til en sikker sejr. En sejr, som er meget vigtig, fordi hver eneste kamp betyder så meget i et tætpakket program.”

Kampens målscorere: Reinier Taboada 7, Anders Martinusen 5, Kasper Young 4, Martin Bisgaard 4, Arnor Vidarsson 4, Fredrik Mossestad 2, William Moberg 2, Nikolaj Nielsen 1, Mads Kjeldgaard 1, Einar Olafsson 1, Lasse Balstad 1.

Kampens redningsprocent: Thorsten Fries 45,5% (15/33).

// FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer

Dette website anvender cookies. Ved fortsat brug af dette website, samtykker du til brugen af disse cookies.  Læs mere