Emma Larsen vogter også målet næste sæson
Fredericia Håndboldklub kan med stor glæde meddele, at Emma Larsen fortsætter med at vogte målet for 1. divisions kvinderne i sæsonen 26/27. Den 27-årige målvogter har fået sin håndboldopdragelse i FHK og rykkede i den netop afsluttede sæson op fra Danmarksserie kvinder efter en skade til Kira Jensen.
Cheftræner Mikael Jensen udtrykker stor tilfredshed med at have sikret endnu en sæson med Emma Larsen i målet:
”Det betyder rigtig meget for os at Emma har valgt at tage endnu et år på 1.div. Holdet. Emma trådte til da der virkelig var brug for det, og har bare været en virkelig betydningsfuld spiller som fra dag ét bare er trådt ind i gruppen.”
Han fremhæver hende som en hårdtarbejdende spiller, der har bidraget positivt til træningskulturen på holdet:
”Hun kommer altid forberedt, hun ved hvad der skal til for at præstere og har været super god til at træde ind i målmandsgruppen, hvor samspillet med vores målmandstræner Finn Sandberg bare er blevet bedre og bedre. Hun har også skubbet til kulturen og de forventninger samt krav vi kan have til hinanden for at blive bedre.”
Emma Larsen giver selv udtryk for, hvor stor betydning klubben har for hende og hendes valg om at fortsætte for kvinderne:
”Jeg har valgt at forsætte i FHK, fordi FHK betyder rigtig meget for mig. Det var her, jeg begyndte at spille håndbold, og spillede der frem til U18. Jeg stoppede tilbage i 2019 med at spille håndbold, men endte dog med at savne det, så jeg begyndte for et par år siden på andetholdet (Danmarksserie Kvinder) – mest for hyggens skyld. Men da muligheden kom for at blive en del af førsteholdet i december, så var jeg ikke i tvivl. Derfor føles det også virkelig specielt at være tilbage igen. Jeg synes, vi har et spændende projekt og en virkelig god gruppe piger, som jeg gerne vil være en del af.”
Hun fremhæver også denne sæson, som værende lærerig – både for holdet men også sig selv:
”Jeg synes, det har været en virkelig fed og lærerig sæson. Det krævede selvfølgelig lige lidt at komme ind i det hele igen. Men det har været så sjovt at finde rytmen igen. Det har jo været en sæson med en del modgang, men heldigvis også lidt medgang. Vi tabte en del kampe i sæsonen, men jeg synes egentlig, det siger meget om holdet, at vi hele tiden holdt humøret højt og blev ved med at arbejde hårdt og kæmpe. Til sidst fik vi afsluttet sæsonen godt og sikret os endnu en sæson i 1. division, og det synes jeg virkelig viser noget om gruppen. Det har været fedt at være en del af holdet, og alle byder ind med god energi og vilje, så jeg glæder mig virkelig til at se, hvor langt vi kan komme til næste sæson!”
//FHK