Sejr til FHK i svær kamp
Klubbens 1. divisionsherrer skulle denne torsdag aften spille sæsonens første udekamp. Modstanderen var Randers HH, et hold der har været gennem stor udskiftning fra den seneste sæson.
I en uskøn kamp kunne FHK trække sig ud som sejrsherre. Den store Arena Randers så noget tom ud denne torsdag aften. Med kun den ene langside fyldt, kunne de medrejsende fans fra HK Ultras let overdøve de taktfaste klap til hjemmeholdet med trutten i horn og hamren på trommen. Det virkede dog ikke til at den store opbakning til FHK havde en effekt på det spil der blev leveret på banen. Hele tiden måtte gæsterne se sig selv bagud, men en timeout fra cheftræner Jesper Houmark fik sat gang i de rødblusede gæster. En rigtig god periode sidst i første halvleg sikrede en pauseføring på hele 20-16.
Det fik Randers HH dog lavet om på i anden halvleg, hvor et mildest talt dårligt FHK-forsvar med lethed blev overløbet af de meget grønne randrusianere. Randers HH fik spillet sig tættere og tættere på FHK, og såment også forbi gæsterne.
Kristian Stoklund viste sammen med Rune Andersen store kvaliteter i afslutningerne, men ligelidt hjalp det når Randers let kunne score i den anden ende. Med blot få minutter tilbage trådte keeper Jimmi Andersen for alvor ind i kampen.
To meget vigtige redninger sendte FHK på sejrskurs efter at Stoklund sikkert kunne hamre bolden i kassen på straffekast til 34-32 få sekunder før tiden løb ud.
Med hele 10 scoringer blev Kristian Stoklund topscorer for FHK, skarpt forfulgt af Rune Andersen med 8 scoringer.
Næste kamp for FHK er på hjemmebane i thansen arena mandag d. 24/9 kl. 20 hvor Otterup HK kommer på besøg.