Optakt: Tilbage i egen hule mod TMS Ringsted

Fredag aften er der igen ligahåndbold i Middelfart Sparekasse Arena, når vi kl. 19.00 tager imod TMS Ringsted i Bambuni Herreligaen.

Efter to udekampe i træk vender vi tilbage til egen hule. Først leverede vi en stor præstation og tog en flot sejr med hjem fra Aalborg, mens det senest blev til et tæt nederlag på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg.

Nu gælder det TMS Ringsted, og cheftræner Mathias Madsen glæder sig til igen at have opbakningen fra hjemmepublikummet i ryggen.

– Vi glæder os meget til at vende tilbage i vores egen hule. Vi var rigtig trætte af resultatet mod Ribe-Esbjerg, så vi glæder os til at levere en langt bedre præstation over 60 minutter, siger Mathias Madsen.

Siden den seneste hjemmekamp er det blevet til to svære udekampe mod Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg:

Vi kommer fra to svære udekampe, hvor vi leverer et rigtig godt resultat i Aalborg og desværre taber en tæt kamp mod BSH, som nemt kunne være gået begge veje.

TMS Ringsted har haft en svær start på sæsonen og står efter de første kampe fortsat uden en sejr. Efter tre nederlag hentede de senest sæsonens første point, da de spillede uafgjort mod Ribe-Esbjerg HH. Især Ringsteds præstation efter pausen i den kamp har fanget Mathias Madsens opmærksomhed.

Ringsted er et hold, der har haft det svært i de tre første kampe, men senest leverede de en rigtig god præstation i anden halvleg mod Ribe-Esbjerg. Det er derfor et hold, der kommer med tro på tingene, og der venter os en svær opgave, siger cheftræneren.

Fredagens opgør byder samtidig på et gensyn med et velkendt ansigt i Middelfart Sparekasse Arena. Den tidligere FHK-spiller Evgeni ”Effe” Pevnov er nu en del af TMS Ringsted og vender dermed tilbage til Fredericia – denne gang som modstander.

Der er vigtige point på spil fredag aften, hvor vi skal forsøge at finde tilbage på sejrssporet og levere en stærk præstation over alle 60 minutter.

Der er kampstart kl. 19.00 og du kan stadig nå at købe billet til opgøret lige her.

Hvis du er forhindret i at komme i hallen, kan kampen følges hos vores mediepartner Avisen eller på livescore ved Tophåndbold.

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer