Optakt: Lemvig-Thyborøn – FHK

Den svære toer. Sådan kunne overskriften for den kommende kamp lyde. Ovenpå en vellykket sæsonstart i weekenden med en sejr over Bjerringbro-Silkeborg og to point i bagagen drager vi onsdag mod det vestjyske, hvor modstanderen er Lemvig-Thyborøn. – Vi har taget en snak med Martin Bisgaard om, hvad der venter os.

 

Det var en glad Gudmundur Gudmundsson, der lørdag eftermiddag stillede op til interview efter kampen mod BSH. Sæsonens første kamp var veloverstået, og cheftrænerens fokus lå allerede på midtugens kamp mod Lemvig-Thyborøn. En udebane cheftræneren tydeligt havde respekt for.

 

Og spørger man Martin Bisgaard, er det da også en vanskelig udebane.

 

”Det er et svært sted at spille. Det er en lille hal med en meget intens stemning og mange engagerede tilskuere hver gang,” udtaler Bisgaard.

 

Og selvom Lemvig-Thyborøn senest tabte med hele tretten mål ude mod Skanderborg AGF Håndbold, bliver det ifølge Bisgaard ikke nogen nem kamp.

 

”Lemvig er et helt andet hold på hjemmebane. De vil komme med et helt andet udtryk for at vise, at det var et enkeltstående tilfælde. Så de kommer til at krige med alt, hvad de har, ” lyder det fra Bisgaard.

 

Ovenpå weekendens resultat, er troen på egne evner imidlertid også stor. Firemålssejren over BSH blev grundlagt af en bundsolid defensiv og en stærk målmandspræstation, og forsætter vi de gode takter, mener Bisgaard da også, at der er gode muligheder for to point.

 

”Håndboldmæssigt er der nok ingen tvivl om, at vi er favoritter. Lemvig er gode til at gøre det til en slåskamp, men hvis vi spiller vores spil og fortsætter de gode defensive takter, så er vi det bedre håndboldhold,” siger han.

 

Holdkammeraterne tippede forud for sæsonen Martin Bisgaard til at blive holdets topscorer, og mod BSH kom han da også godt fra start, da han med syv mål sendte bolden i rusen flest gange.

Hvor mange kasser det bliver til mod Lemvig-Thyborøn, vil han dog ikke spå om.

 

”Det er svært at sige. Det er lidt sværere selv at afgøre som fløj, men jeg er sådan set ligeglad med, hvem der laver målene. Om jeg laver tre, ti eller ingen, det er ligegyldigt, bare vi får de to point, afslutter Bisgaard.

 

Der fløjtes til kamp i Jysk Energi Arena Lemvig kl. 19.30!

 

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer

Dette website anvender cookies. Ved fortsat brug af dette website, samtykker du til brugen af disse cookies.  Læs mere