Houmark: Vi trækker i arbejdstøjet igen
Efter sejren mod Nordsjælland venter endnu en kamp for FHK. Det sker på udebane i Aalborg onsdag aften. Læs her cheftræner Jesper Houmarks optakt.
Endnu en gang smagte vi sejrens sødme, og det er en smag man ikke kan få nok af. Vi er allerede trukket i arbejdstøjet igen, da vi skal i kamp allerede onsdag aften, og det er noget vi glæder os til.
Aalborg er Danmarksmestre og det er en af de helt store arenaer, som vi besøger. Det er en af de få arenaer, der i Danmark kan måle sig med vores. Vores publikum er mere højlydt, men grundet Aalborgs kapacitet larmer det også deroppe.
Der venter os en af de sværeste opgaver i sæsonen. Aalborg er ikke noget nemt sted at spille. De har slået flere europæiske storhold i Gigantium igennem tiden, og med spillere som Janus Smarason og Henrik Møllgaard får vi vores at se til.
Vi tager til Aalborg med troen på egne evner. Vores forsvar har stået godt på det seneste, og det skal det igen i Aalborg, hvis vi skal have en chance og så skal vi fortsætte med at spille så godt som vi har gjort i angrebet.
Det er med glæde, at jeg hører Ultras igen møder talstærkt, især en onsdag aften over 200 kilometer væk. Sammen skal vi forsøge at drille Aalborg.
Jeg ønsker alle en rigtig god kamp.
Cheftræner i Fredericia Håndboldklub
Jesper Houmark