FHK tabte i sæsonåbningen
Onsdag aften tog FHK imod Bjerringbro-Silkeborg i sæsonåbningen. Kampen blev en målrig affære, der endte med et 34-39 nederlag til hjemmeholdet fra Fredericia.
Der var stor begejstring fra både spillere, stab og tilskuere, da de to hold løb på banen i thansen ARENA til sæsonens første kamp. Efter 6 måneders pause fra Herre Håndbold Ligaen var det tydeligt, at begge hold var sultne efter at komme i gang.
Det viste sig allerede fra dommernes startfløjt, hvor begge mandskaber lagde ud i et hæsblæsende tempo. De to ligamandskaber fulgtes ad det første kvarter, hvor stregspiller Alexander Lynggaard kunne bringe Bjerringbro-Silkeborg foran 9-10.
Kort efter blev FHK ramt af to udvisninger, først til Jesper Lindgren og derefter til Mathias Hedegaard. Disse to udvisninger blev dyre for FHK og ved stillingen 14-18 tog cheftræner Jesper Houmark time out. Time outen havde ikke den ønskede effekt og FHK måtte derfor gå til pause bagud 17-22.
Playmaker Kristian Stoklund kom veloplagt tilbage fra pausen og brillerede med 5 scoringer i træk. Lige lidt hjalp det, da FHK stadig havde store udfordringer i defensiven. Igennem hele 2. halvleg holdt Bjerringbro-Silkeborg en komfortable føring på 4-5 mål, hvilket gjorde at sejren aldrig kom i fare.
FHK måtte derfor inkassere et 34-39 nederlag i sæsonens første kamp. Næste gang herrerne skal i aktion er på tirsdag den 8. september, hvor de drager til Århus i jagten på 2 vigtige point.
Målscorer for FHK: Kristian Stoklund 11, Kasper Young 4, Mathias Hedegaard 4, Jakob Mikkelsen 3, Mishels Liaba 3, Nicolaj Nørarger 3, Rasmus Meyer 2, Martin Bisgaard 2, Anders Kragh Martinusen 2.