Faktatjek: FHK-Aalborg Håndbold
I mesterskabsslutspillet er der seks ”finaler”. Det er hele guleroden ved at spille med i den sjove ende. Mandag aften skal vi spille nr. 2 ud af 6, når vi gæster GIGANTIUM arena i Aalborg.
Kæmperne fra Nordjylland behøves ingen større introduktion. Sidste års danske mester og Champions League finalister. I år ligger blev de nr. 2 i grundspillet, vandt deres Champions League pulje og det mest scorende hold i HTH Herreligaen. De råder over spillere som Henrik Mølgaard, Aron Palmarsson, Kristian Bjørnsen og man kunne blive ved. De har en utroligt bred trup, og to målmænd som tager fra når det gælder. Tillæg dertil, at de har en verdens bedste håndboldspillere, og så får du en meget svær modstander. En modstander vi aldrig har slået siden oprykningen til HTH Herreliagen, på trods af flere gode præstationer, specielt i Aalborg. Seneste kamp i Aalborg taber vi 32-30, og man skal være mere end almindeligt nordjyde for ikke at kunne se, at vi havde fortjent minimum 1 point. Fortjent eller ej, så tabte vi, men præstationerne giver i den grad blod på tanden. Ydermere fordi, Aalborg har lignet et hold der var til at tale med i denne sæson, hvis man selv ramte topniveau og de ikke gjorde. Men det er ikke umiddelbart det bedste tidspunkt at møde dem på, da de efter jul, har gjort rent bord med 18 sejre ud af 18 mulige i alle turneringer.
Herunder et lille faktatjek på aftenens modstander:
Navn: Aalborg Håndbold
Hjemmebane: GIGANTIUM og/eller Sparekassen Danmark Arena
Cheftræner: Stefan Madsen
Seneste 5 kampe: V-V-V-V-V
Seneste opgør i denne sæson: FHK 23-29 Aalborg Håndbold
Denne sæsons placering: Grundspillet nr. 2
Topscorer denne sæson: Højre Back – Lukas Sandell med 145 mål
En af de ting der SKAL lykkedes, hvis man vil have point med fra Aalborg, er målmandsspillet. Det lyder efterhånden som en dårlig kliché. Men uden redninger, så vinder du ikke håndboldkampe. Vi tog derfor en snak med kaptajn Emil Tellerup, om hvad der skal gøre anderledes fra i torsdags…
”Alt!… ej vi skal gøre det meste anderledes i forhold til Skjern kampen, ellers vinder vi i hvert fald ikke i Aalborg”
I forhold til den famøse semifinale, så mener Tellerup ikke det er slut, selvom det havde været nemmere ikke at skulle have point i Aalborg.
”Ja, det havde været nemmere, hvis vi havde slået Skjern den anden dag. Men semifinalen er stadig en mulighed, og den har vi tænkt os at give alt hvad vi kan for at nå, men det kræver en helt anden præstation end den vi leverede forleden”
Tellerup lægger ikke det store i tidligere præstationer, og mener ikke man kan bruge dem til ret meget, udover tro…
”Ikke rigtigt, men man kan håbe på at de gode præstationer imod Aalborg er en indikator for at vores spil er velegnet til at præstere godt imod Aalborg, og derved øge sandsynligheden for en sejr på en af Danmarks sværeste udebaner”
//FHK