Netværkstur til Malmø
Tirsdag d. 17. januar havde vi den store fornøjelse, at kunne invitere 55 partnere med på netværkstur til Malmø og se VM i håndbold.
Ca. kl. 14.00 trillede vi fra parkeringspladsen ved thansen ARENA i en fyldt bus, med kursen sat mod Malmø Arena. Undervejs i bussen kunne vores partnere nyde kolde drikkevarer, samt en sandwich, mens de prøvede på bedste evne at få så mange rigtige i dagens Tips 13, som ville blive afgjort på hjemturen.
Efter et kort pitstop, hvor der var mulighed for at strække benene, nærmede vi os Malmø og bussen blev klædt i røde farver af de trøjer, som der blev udleveret i dagens anledning.
Da vi nåede frem til Malmø Arena var det tid til at få noget at spise på Restaurant Percys, som ligger i selve arenaen. I flotte omgivelser, kunne man kigge ned på banen, hvor de danske drenge senere på aftenen skulle spille mod Tunesien, var der tid til at netværk og hygge sig.
Da kamptidspunktet begyndte at nærme sig, indfandt vi os på vores pladser midt på den ene langside og kunne overvære Danmark vinde en storsejr over Tunesien på 34-21 i rød/hvid kulisse.
Efter slutfløjt bevægede vi os ud i bussen og satte kursen hjemad mod Fredericia.
Tak for opbakningen til alle dem der deltog på turen.
//FHK