Vi jagter 2 point mod Aalborg Håndbold
I morgen venter et opgør mod Aalborg Håndbold på udebane i Sparekassen Danmark Arena. Der er lagt op til en ægte topkamp, når ligaens nummer 2 og 3 mødes i en direkte duel om 2 point. Aalborg Håndbold ligger på ligaens 2. plads med 25 point, mens vi selv indtager en 3. plads med 21 point, så det bliver en vigtig kamp for begge mandskaber!
Kasper Palmar er tilbage på holdkortet efter en længere skadespause. Vi tog en snak med ham efter hans comeback for FHK:
“Det føles godt at være tilbage. Jeg synes, at jeg har fået en god start på de kampe, jeg har spillet indtil videre. Jeg troede, det ville tage længere tid at komme ind i det hele igen, men det er gået meget godt for mig. Jeg føler mig klar til at fortsætte med at hjælpe holdet på den bedst mulige måde!”
Nu venter Aalborg håndbold så i morgen. Om morgendagens opgør mod Aalborg udtaler Kasper:
“Jeg forventer selvfølgelig en hård kamp, fordi de har et stærkt hold. Det er en vigtig kamp i forhold til pointene i tabellen, som vi gerne vil vinde. Jeg ser ingen grund til, at vi ikke skulle tage sejren over Aalborg, fordi vi selv ved, at vi er et fantastisk hold og vi har gode spillere, der kan bidrage på samtlige positioner.”
“Jeg tror det bliver vigtigt at vi viser stor selvtillid og tror på os selv. Vi skal ikke vise for meget respekt for modstanderne, vi kommer der for at kæmpe om 2 point! Det bliver vigtigt, at vi ikke hænger os i det, selvom Aalborg skulle få momentum. Vi er godt forberedte til kampen og så længe vi er fokuserede gennem hele kampen og kæmper, har vi en god chance for 2 point.”
Der er kampstart 16.00. Hvis ikke du har mulighed for at være tilstede i Sparekassen Danmark Arena for at se kampen, sendes kampen på TV2 med optakt fra 15.40.
// FHK
𝗠𝗢𝗗𝗦𝗧𝗔𝗡𝗗𝗘𝗥𝗙𝗢𝗞𝗨𝗦
Klubnavn: | Aalborg Håndbold |
Hjemmebane: | Sparekassen Danmark Arena |
Kampstatistik: | 12 vundet, 2 tabt, 1 uafgjort |
Topscorer: | Jack Thurin (68 mål) |
Udvisninger: | 47 (94 minutter) |
Vidste du…?: | Sebastian Henneberg spillede for Aalborg håndbold i perioden 2020-2022. |