Tellerup & Martinusen forlænger…

Fredericia Håndboldklub har forlænget kontrakterne med Emil Tellerup og Anders Kragh Martinusen.

 

Siden sommeren 2018 har Emil Tellerup vogtet målet for FHK. Den karismatiske målmand havde oprindeligt kontraktudløb til sommer, men nu har FHK indgået en ny aftale med Tellerup gældende frem til sommeren 2024.

 

– Fredericia er en fed klub at spille. I de klubber, jeg har spillet i som seniorspiller, er Fredericia den klub, som har været sjovest at spille i, og derfor falder det mig naturligt ind at have forlænget kontrakten, siger Emil Tellerup.

 

I hver sæson Tellerup har spillet i klubben, er der blevet lagt et lag på sportsligt, hvor placeringen er blevet forbedret i alle sæsonerne, og det billede gentager sig i den her sæson. Planen for de kommende sæsoner er ligeledes at tage endnu et step op mod toppen i dansk håndbold.

 

– Det bliver spændende at være en del af, og vi er allerede godt på vej i den her sæson, forklarer Tellerup.

 

Anders Kragh Martinusen er i gang med sin anden sæson i FHK, men nu har han sat sin signatur på en aftale gældende frem til 2025.

 

– Jeg har hele tiden følt mig godt tilpas i klubben, som har oprustet trinvist. De ambitioner, der er, passer med mine egne. Til sommer får vi et trænerskifte, og det bliver interessant at se, hvad det bibringer, siger Martinusen med henvisning til, at Gudmundur Gudmundsson er ny træner i FHK pr. 1. juli 2022.

 

I sin første sæson i FHK nåede Martinusen ikke at spille for fulde huse grundet covid-19 situationen, men i denne sæson har højrebacken for alvor mærket den opbakning, der er til FHK.

 

– Der har altid været en fanskare, og den mærke vi uanset, om vi spiller hjemme eller ude. I de kampe, der har været uden tilskuere, kan det være svært at hive sig selv op, men når fansene står ude foran hallen i Kolding og tager imod os, giver det et ekstra skub, som rykker os. Det er helt unikt med den opbakning vi har, forklarer Martinusen.

 

For direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, er det vigtigt at have kontinuitet i truppen.

 

– Tellerup har været hos os i en del sæsoner, og han har gang i en god sæson med resten af holdet, og er samtidig en af vores kulturbærere. Martinusen har særligt i den her sæson præsteret på et højt niveau, og er en af de spillere på vores hold, der er mest impliceret i mål angrebsmæssigt. Vi tror på, at begge spillere kan udvikle sig yderligere i FHK-trøjen, og ser frem til at fortsætte samarbejdet med dem, siger Thomas Renneberg-Larsen.

 

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer