Nedtakt: Vi melder os ind i slutspillet med 2 vigtige point

Det lå i luften at det skulle blive en tæt affære, da vi tirsdag tog til Søhøjlandet for at kæmpe om de første slutspilspoint i denne sæson.

 

Efter 4 nederlag med et enkelt mål var det på tide at vi skulle have revanche mod BSH-mandskabet, ledt an af rutinerede Nikolaj Øris, der på lørdag runder sin kamp nr. 600 for Bjerringbro-Silkeborg! En imponerende bedrift for en ægte kulturbærer – et tidligt tillykke med milepælen herfra!

 

Begge målvogtere, Thorsten Fries og Mikkel Løvkvist åbner aftenens opgør med at tage fra i kassen. Bisgaard og Stoklund formår dog at få hul på bylden og sender os på 2-0 efter 6 minutter. En håndfuld minutter senere gør Junior, Young og Martinusen dem kunsten efter og vi er oppe med 4 kasser efter 12 minutters spil og fremtvinger hjemmeholdet til at trykke på den grønne time-out knap.

 

BSH’s cheftræner, Patrick Westerholm, får samlet tropperne og Nikolaj Øris får gang i skudarmen, men vi kvitterer ligeledes med scoringer i den anden ende, hvorfor vi holder føringen på 4 mål efter 20 minutter ved stillingen 10-6.

 

De sidste 10 minutter op til pausen bliver vi ramt af et par tekniske fejl og afbrændere på Løvkvist, hvorefter hjemmeholdets duo på stregen, Thomas Solstad og landsholdsudtaget Alexander Lynggaard, får den puttet i målet bag Thorsten Fries. Faktisk får vi aldrig rigtig styr på de to stregspillere, som til sammen formår at lave 14 mål på 15 forsøg gennem kampen.

 

Netop Lynggaard bringer dem på omgangshøjde igen kort før pause, inden han også scorer 1. halvlegs sidste mål, hvilket betyder hjemmeholdet går til pause foran med en enkelt, efter at have haltet efter størstedelen af første omgang.

 

Med 30 minutter tilbage på uret bringer og BSH foran med en enkelt, ligner det nok engang at det bliver et tæt opgør med drama til det sidste. Begge hold følges ad, hvor Nørager og Balstad åbner målscoringen for os. Bliver vi hængende ved sidstnævnte, så er han som regel mest at finde i midterforsvaret, hvor han er agerer styrmand for defensiven. Men da Nikolaj Nielsen er ude med en skade blev det dog til adskillige angrebsminutter for den norske forsvarsgeneral, som vikarierede på stregen i 7-mod-6 og kvitterede med 5 mål på 7 afslutninger.

 

En af kampens højdepunkter kommer efter 42 minutter, hvor vi lige har bragt os foran med 3. BSH’s højre fløj, Aksel Horgen, springer ind i feltet, men ligger en vipaflevering til fløjkollegaen, Henrik Tilsted, der tilsyneladende har hele målet at afslutte i. På magisk vis formår Thorsten Fries med sine hurtige fødder at få vendt sig mod modsatte fløj og griber afslutningen fra Tilsted. Målmandsspil af høj klasse fra vores nr. 16 i målet!

 

Vi springer frem til minut 55, hvor stillingen er 32-32 og de næste aktioner bliver kampafgørende. Nørager får lavet en angrebsfejl, men Peter Ballings forsøg på at sætte en hurtig kontra afsted, fremtvinger en fejlaflevering fra ham. Vi er tilbage på bolden, men 2 gange i træk redder Løvkvist afslutningerne fra Martinusen, men nok engang formår BSH at smide bolden direkte tilbage i hænderne på os i forsøget på at ramme det tomme mål. Endelig får vi igen skudt hul på Løvkvist, mens BSH ikke formår at gøre det samme i modsatte ende. Vi laver 3 hurtige og lukker kampen endegyldigt, da Stoklund sender os på +3 med et enkelt minut igen.

 

Vi vinder med cifrene 33-35 i JYSK Arena efter et dramatisk opgør og kan endelig sætte point på slutspilskontoen! Opbakningen på udebanen var forrygende og kunne høres gennem hele kampen – tusind tak for opbakningen til de medrejsende fans!

 

Topscorer fra FHK var Kasper Young, Kristian Stoklund og Anders Martinusen, der hver især laver 6 kasser.

 

Vi jagter flere slutspilspoint på lørdag, når Skanderborg Aarhus Håndbold kommer til thansen ARENA. Der er kampstart kl. 16.30 og fortsat ledige billetter til opgøret!

 

//FHK

 

 

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer