Magtdemonstration af FHK mod Odder

Fredericia Håndboldklubs 1. divisionsherrer vandt i suveræn stil med 35-25 mod Odder

 

FHK kom godt ud af startblokken. 4-2 var stillingen efter fem minutter, da Jimmi Elmgaard scorede sit tredje mål. Stregspilleren har i 2019 haft en opadgående formkurve, og den fortsatte mod Odder.

 

Odder reducerede til 6-4 efter ni minutter, men så gik det stærkt. Jimmi Andersen rullede gardinet for i FHK-målet og holdt buret rent i ti minutter. I samme periode var FHK kommet foran 12-4.

 

Gæsterne gik i 7 mod 6 som konsekvens af, at den fredericianske defensiv stod lige så fast som voldanlægget i byen. Det hjalp dog heller ikke. To angreb i træk greb Jimmi Andersen Odder ud og sendte bolden i tomt mål.

 

Det var med til at give en pauseføring på 18-10, efter Kristian Stoklund med et sandt projektil scorede halvlegens sidste mål.

 

Den store føring gav samtidig comeback til Frederik Krarup, der er blevet sin skade kvit. Krarup erstattede Martin Bisgaard på venstre fløj og fik vigtige spilleminutter inden det for alvor går løs med en vigtig afslutning på sæsonen.

 

Det lykkedes også Krarup at komme på tavlen. På kontra gjorde FHKs nummer 13 det til 29-17, da der resterede 12 minutter. Et mål var ikke nok for Krarup, der var tyvstartet i en kontra. Med fem minutter igen kom han igen på tavlen, da bolden blev sat i mål til 34-20.

 

I slutminutterne lykkedes det Odder at pynte på resultatet, der blev en FHK-sejr på 35-25.

 

Næste gang FHK skal i aktion i er søndag d. 17. februar på udebane mod Tønder.

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer