Faktatjek: FHK-Aalborg Håndbold

De sidste gæster Aalborg Håndbold havde i Gigantium var mægtige FC Barcelona Handball i Champions League. Det fortæller lidt om aftenens værter, som vi skal forsøge at slå for første gang siden 2003.

 

Aalborg Håndbold kræver ikke den store introduktion. Klubben fra domkirkebyen har taget nogle enorme sportslige skridt de seneste år, både nationalt- og internationalt. Senest cementerede de ambitionsniveauet med at hente Mikkel Hansen hjem til dansk håndbold, efterfulgt af nyheden om Niklas Landin fra 2023. Et imponerende stykke arbejde, som indtil videre, har resulteret i en øjeblikkelig førsteplads med 7 sejre og 1 uafgjort. Om det skyldes Mikkel Hansens tilstedeværelse alene er nok tvivlsomt, men den danske landsholdsstjerne har gjort sit, for at hjælpe holdkammeraterne i jagten på sejr med 39 mål og 22 assist til følge. Aalborg Håndbold er et meget rutineret mandskab, hvor man blandt andet kan se at de kender deres besøgstid. De har ligaens højeste scoringsprocent på 72,4%, hvilket gør dem umådeligt svære at slå. Selvom Aalborg Håndbold har mange stjerner; Mikkel Hansen, Henrik Mølgaard, Lukas Sandell, Aron Palmarsson osv., så er det faktisk en ung knægt fra Thy der har stjålet overskrifterne. Mads Hoxer Hanggaard har siden skiftet til Aalborg Håndbold taget ligaen med storm, og man kunne gå så vidt og sige, at han har været Aalborgs største profil i sæsonen.

 

Et lille faktatjek på Aalborg Håndbold:

 

Navn: Aalborg Håndbold

Spillested: GIGANTIUM

Cheftræner: Stefan Madsen

Seneste 5 kampe: V-U-V-V-V

Sidste sæsons placering: Grundspil nr. 2 – Slutspil nr. 2

Tilgange: Mikkel Hansen, Mads Hoxer Hanggaard & Andreas Flodman.

 

Det siger sig selv at det bliver svært at slå Aalborg Håndbold. Alligevel er der optimisme at spore, og Reinier Taboada giver sit bud på, hvorfor vi har grund til at være optimistiske…

 

”Jeg tænker det bliver en spændende kamp mod et rigtigt godt hold. Det er et hold med mange gode spillere, men jeg tror på vi kan spille en rigtig god kamp, da vi også har mange gode spillere. Vi har intet at tabe, så vi skal være klar til at fighte og måske vi kan tage 1 eller 2 point”

 

Det er ingen hemmelighed at kampen i Thisted ikke er noget at skrive hjem om. Men alligevel er Taboada ikke bekymret.

 

”Det er forskellige kampe. I denne kamp har vi intet at tabe, og vi skal bare give alt for at vinde. Måske skal vi ændre lidt på starten, så vi er mere koncentreret og får startet bedre. Men resten handler stadig om at give alt, og gøre sit bedste”

 

Taboada er vanligt ydmyg, og er ikke meget for at snakke om sig selv, selvom han gerne vil lave et par mål.

 

”Jeg skal være klar fra første minut i begge ender, og så skal jeg være klar til at hjælpe holdet med en masse fight. Og så håber jeg altid på at lave et par mål, så jeg kan hjælpe holdet”

 

Kampen kan ses via livestreaming på Tophåndbold-appen.

 

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer