Træneren har ordet: Rødovre HK kommer på besøg
Træneren har ordet!
Træner for FHK 1. division kvinder Mikael Jensen sætter her ord på sine forventninger til kampen mod Rødovre HK søndag eftermiddag.
Søndag kl. 16.00 er der startfløjt i Middelfart Sparekasse Arena, når Fredericia HK’s 1. divisionskvinder får besøg af Rødovre HK.
Vi har fået lov til at sunde os lidt efter vores kamp i onsdags, som jo egentlig var ret skuffende for os, fordi vi slet ikke leverede på det niveau, som vi havde en tro på, vi kunne levere på. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, og jeg tror også, at kampens betydning havde lidt større indvirkning, end vi selv havde regnet med, den ville have.
Det positive er dog, at vi allerede har en ny kamp i morgen søndag. Da vi spillede i Rødovre, tabte vi med en enkelt i sidste sekund, så vi har egentlig en god tro på, at vi godt kan levere et godt resultat. Præstationen skal dog være til det, og udgangspunktet er, at vi skal levere en god præstation. Hvis vi gør det, er jeg ret sikker på, at vi sagtens kan spille med om pointet.
Det har også vist sig, at i de kampe, hvor vi ikke leverer, der får vi simpelthen ikke point. Omvendt har vi i de kampe, hvor vi har leveret en god præstation, spillet med om pointene.
Vi trænede i går og havde en god forberedelse frem mod kampen i morgen. Jeg har en klar forventning om, at det udtryk, der kommer på banen på søndag, kommer til at afspejle, at vi er rigtig trætte af vores præstation i onsdags på rigtig mange områder.
Alt i alt, så tror jeg, det er rigtig godt for os, at vi allerede skal i kamp igen i morgen. Vi glæder os til at spille igen på vores hjemmebane i Middelfart Sparekasse Arena. Derfor har jeg en klar forventning om, at det kommer til at udstråle, at vi nu er i gang med anden halvdel, og at onsdagens kamp skal i glemmebogen.
Søndag gælder det to point!