Direkte i gruppespillet i EHF European League
Tirsdag eftermiddag offentliggjorde EHF den samlede liste over hold der deltager i EHF European League i sæson 2025/26. Her er vi direkte kvalificeret i gruppespillet.
Med GOG’s opgradering til Champions League, er vi det bedst rangerende danske hold og indtræder derfor direkte i gruppespillet. Mors-Thy Håndbold og Skanderborg AGF Håndbold er som de to andre danske hold kvalificeret til kvalifikationsrunden, hvilket betyder de skal ud og spille om at komme med i gruppespillet i slutningen af august og starten af september.
På tirsdag d. 15. juli er der lodtrækning blandt kvalifikationsholdene, hvor vi naturligvis sidder over. Fredag d. 18. juli afholdes lodtrækningen for gruppespillet og her vil vi få den første indikation af hvem vi kommer i pulje med. De endelige puljer er af gode grunde ikke på plads før kvalifikationsrunden er overstået.
Turneringsstrukturen er opbygget således, at holdene inddeles i puljer af 4. De to bedste går videre til hovedrunden, hvor man igen er i puljer med 4 hold. Det bedste hold i hovedrunden kvalificerer sig direkte til kvartfinalerne, mens 2’eren og 3’eren i puljen skal spille 1/8 finale. Det sidste hold i hovedrunden er færdige i turneringen. Efter kvartfinalerne er det kun finaleweekenden til Final4 der står i vejen for et europæisk trofæ!
Der tages hul på gruppespillet d. 14. oktober og vi ser meget frem til at bringe europæisk håndbold til Fredericia og Middelfart Sparekasse Arena!
Her kan du se alle de hold der skal spille EHF European League i den kommende sæson.
