18.481 kr. indsamlet til Lyserød Søndag 💗
Søndag stod i fællesskabets tegn, da Fredericia Håndboldklub afholdt Lyserød Søndag. Hallen summede af liv, smil og duften af friskbagte kager, da både børn, forældre, trænere og gæster mødte op for at støtte kampen mod brystkræft. Der blev indsamlet hele 18.481 kroner ind til Kræftens Bekæmpelse – et resultat, der kun var muligt takket være den store opbakning!
Mie Kjærgaard, ungdomskoordinator og en del af aktivitetsudvalget i FHK, fortæller:
“Der var kæmpe opbakning. Vi har fået omkring 900-1000 kager ind, som næsten allesammen blev solgt. Der har været stor opbakning fra forældre, spillere, modstanderhold og generelt folk, der var i hallen på dagen. På bagkant har vi fået rigtig mange positive tilbagemeldinger – hele klubben rykkede bare tættere sammen i bussen!”
Dagen bød på et tætpakket program med ungdomskampe i flere haller, og FHK’s egne ungdomsspillere stod selv for at passe kageboden.
“Der har været mange, der også har doneret penge udover at købe kager. Der var en fantastisk stemning! Vores egne ungdomsspillere passede selv kageboden og hjalp til hele dagen. Vi lavede kampens spiller i alle haller, hvor spilleren modtog en lyserød t-shirt – og det fik vi virkelig mange positive tilbagemeldinger på,” fortæller Mie.
Også på sociale medier kunne man mærke engagementet op til dagen.
“De opslag, vi lagde ud forud for Lyserød Søndag, blev delt rigtig mange gange. Det gjorde, at folk kom i hallen – også selvom de egentlig ikke skulle ind og se håndbold. De kom for at købe kage og kaffe og støtte en god sag,” siger hun.
Bag den gode stemning lå et formål, som berører mange:
“Det er virkelig en dejlig følelse at kunne hjælpe! Der er spillere i klubben, der både har oplevet forældre eller bedsteforældre, der har været ramt, så det at vi som klub kan bidrage på vores måde, betyder rigtig meget for os.”
💗 En kæmpestor tak til alle, der bagte, købte, donerede og støttede – I var med til at gøre en forskel!
// FHK